 Vernissage lørdag den 9. september kl. 14-16 Kan ses til den 14. oktober 2006  Maria Manuela formår i sine billeder at forene og vise kontrasterne mellem den østerlandske og den vestlige popkultur. Inspireret af de klassiske japanske træsnit, hvor kvinderne bliver afbildet med kirsebærrøde munde og kunstfærdige frisurer iklædt smukke mønstrede kimonoer, iscenesætter Maria Manuela den unge selvstændige japanske kvinde dansende i minikjole omgivet af kirsbærblomster og haikudigte. Hun maler sine Popikoner med lag på lag af vinyl på lærred indtil maleriet formidler en fornemmelse af en fortættet og lakeret overfl ade. Læbernes linier, øjnenes halvmåneformede konturer og frisyrernes bølgeformer træder klart frem mod den ensfarvede baggrund. Der findes både en mystik og en entydig enkelthed i hendes ind imellem reklamelignende billeder, hvor forskellige ansigtsudtryk får spillerum - vemodige, funderende eller muntre. Maria Manuela Vintilescu blev født i Stockholm 1959 og fik sin første kunstoplevelse da hun var bare 7 år. Dybt fascineret så hun dengang Niki de Saint-Phalles kæmpestore skulptur She, som blev udstillet på Moderna Museet i Stockholm. Efter afsluttet eksamen fra den franske skole i Stockholm har hun taget fl ere uddannelser med hovedvægten på maleri, tegning og reklame. Igennem 10 år arbejdede Maria Manuela som dekorationsmaler, siden tog hendes egen kunst over. Første gang hun skabte sine Popikoner var i 1998. To år senere viste hun suiten FlowerYear bestående af 12 kvindeportrætter på Liljevalchs forårssalon i Stockholm. Disse billeder blev publiceret i et hefte akkompagneret af japanske haikudigte fortolket af Maria Manuelas far, Jan Vintilescu, som allerede i 1959 introducerede bogen Haiku - japansk miniaturelyrik for den svenske læserskare. Ligesom i haikuens fortættede begrænsede ordvalg vil Maria Manuela i sine billeder formidle en tilstand, ansigtsudtryk og sindsstemninger med meget små og subtile midler. Den japanske poet Issa (1763-1828) skriver i Jan Vintilescus svenske sprogfortolkning: Kirsebærblomsterne gør selv den fremmede til en ven   En jasmin er sprunget ud med eksplosionsagtig kraft i et af Philippe Huarts malerier, i et andet er Mickey Mouse iklædt kjole og hvidt og gule bukser. Billedet er forsynet med teksten I have a dream, hvilket lader Martin Luther Kings bevingede ord leve i værket. I et andet maleri ses tegneseriefi guren Edderkoppemanden ude på en risikofyldt opgave. Philippe Huart giver liv til såvel det velkendte som det uventede. Og præcis som pop-kunstnerne Andy Warhol og Roy Lichtenstein afbildede annoncer og seriefi gurer, anvender Philippe Huart sig af den samme måde at betragte omverdenen på. Brudstykker af verdenskendte varemærker og logotyper fi ndes afbildet, bl.a. i hans særegne serie malerier med titlen Trademark. Reklamer for læskedrikke, hamburgerkæder og dækforhandlere er del af hans motivverden. Dette placerer Philippe Huart i en ny strømning, som er vokset frem i Frankrig indenfor de sidste 10 år ved navn Pop Francais og senere Pop Nouveau. Philippe Huart er født i Clamart i Frankrig 1953. I mange år har han levet og arbejdet i Paris. Efter studier i bl.a. grafi k og efter endt uddannelse på Kunstakademiet i Paris besluttede han sig i 1991 for helt at hellige sig sin kunstneriske skaberbane. Hans debut skete allerede i 1983, hvor han udstillede sine billedudtryk på Salon Jeune Peinture i Paris. Derefter har han deltaget i mere end 50 separat- og fællesudstillinger. For første gang udstiller Philippe Huart nu her i Danmark. Advarselsskilte for ild- og eksplosionsfare mixes med abrikosfarvede kvindeansigter, som toner sig over i mintblåt. Modsætningen mellem det brutale blandes med det smukke i hans malerier. Fragmenter føjes sammen og drømmelignende scenarier opstår. Kunstkritiker Johan Persson, 6. februar 2006 |